logo
Danish

Tuesday 21st of November 2017

Historie

Historien om ring nr. 28

 

 H.Chr.C. Mortensen (1856-1921) eller "Fugle-Mortensen", som han som verdensberømt fugleforsker blev kaldt, satte som den første ringmærkning af fugle i system. Herved kunne han kortlægge fuglenes trækruter på grundlag af en systematisk mærkning og indsamling af genfundne ringe. Hans første eksperiment fandt sted med stære i 1899. I årene der fulgte mærkede han en lang række trækfugle, herunder storke og rovfugle. 

 Fugle Mortensen    
  

I 1907 fik Mortensen et sponsorat fra Carlsbergfonden til at købe 100 Krikænder i Fuglekøjen til ringmærkning.

16 af disse blev genmeldt. En af dem fik en speciel skæbne ifølge H.C.Mortensen:

Krikand nr. 28. La Marisma Gallega har den bedste jagt på vandfugle i hele Spanien

I nærheden af sit udløb i Golfo de Cádiz glider Guadalquivir og en del af dens små bifloder gennem nogle mægtige sumpstrækninger, som kaldes las Marismas; en af sumpene hedder la Marisma Gallega de Aznalcazar - et navn, der minder om maurerne. Jeg giver ordet til Don Jose Duclós, hvem jeg skylder alle oplysningerne om nr. 28, og lader ham beskrive stedet:

"La Marisma Gallega er en fuldstændig flad strækning - - -. Denne Marisma fyldes sammen med andre, som er forbundne med den, om vinteren med fersk vand næsten i hele sin udstrækning, og der er den bedste jagt på vandfugle, som der overhovedet er i hele Spanien. Det, som der er mest af, er ænder og gæs. En bekendt englænder kommer hvert år for at jage i denne Marisma; jeg har hørt ham sige, at han har jaget i hele Europa, og at han ikke har truffet et jagtdistrikt som dette, hvad ænder og gæs angår".

"Den del, som hedder Marisma Gallega de Aznalcazar, er forpagtet bort til 10 mænd, og vi gør storartede jagtudflugter. For nogle dage siden fik jeg på to timer, oven i købet i meget dårligt vejr, 94 ænder, og der gik mere end 30 tabt for mig. Det største jagtudbytte i de sidste år fik en englænder ved navn Beltran Buck i fjor; han dræbte på én morgen 279 ænder i ca. 800 skud".

Jeg ville nødig være krikand ud for hans bøsseløb i dette paradis for vandfugle

Man ser, at min ven, Don Duclós, er en lidenskabelig jæger, og jeg ville nødig være krikand ud for hans bøsseløb i dette paradis for vandfugle, ikke en gang "i meget dårligt vejr".

Nok er det: her opholdt den lille krikand fra Fanø sig den 2. december 1907, og den har vel nok ikke været ene dansker i flokken. (Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til, at en dansk ringglente for nogle år siden også endte sine dage ved Guadalquivir, oppe ved byen Puente Genil i Andalusien).

Den ring kommer såmænd nok i kongen af Spaniens besiddelse!

Men nr. 28's saga er ingenlunde ude, fordi dens liv blev slukt; nu begynder historien først rigtig at blive interessant! Don Duclós har sendt mig et nummer af Diario de Cádiz (tillægget 31. jan. 1908), og der står at læse, at der har været en stor kapskydning i Sevilla, og at det er fine folk, der har deltaget i den: los señores conde de San Román, duque de Arión og en mængde andre hertuger, marqués de Esquivil osv.; ja endogså selve Hs. Majestæt, kong Alfonso XIII af Spanien, der var klædt i en lys sommerdragt og bar en elegant Huntinghat, var til stede. I kapskydningens femte omgang nævnes Hertugen af Garcia m.fl. Og til sidst Señor Duclós, som kæmpende med Hs. Majestæt om prisen. Og så fortsættes der:

"D. José Duclós, en fremragende skytte fra Huelva, viste kongen en sølvring, som havde siddet på foden af en krikand, - - der var skudt i la Marisma Gallega de Aznalcazar --. Den omtalte ring bærer følgende indskrift:" (her følger undertegnedes adresse og en meddelelse om mit mærkningsforsøg), hvorefter der fortsættes: "Hs. Majestæt Kongen interesserede sig meget for den omtalte fortælling - - og lod forstå, at han kunne ønske at eje ringen, et ønske, som øjeblikkelig blev efterkommet. Hs. Majestæt sagde til hr. Duclós, at han ville lade gaven indlægge på kolben af sin jagtbøsse".

 

Læs mere om Fugle Mortensen her http://www.aldus.dk/fanoe/fuglekojer/mortensen-1908-09.html

 

Køjemesterens boller

 

 

2 kopper mælk lunes
1 pk gær
2 tsk kardemomme
1/4 kop sukker
50 gr. smør
1 æg
og mel så det hænger sammen.
Skal hæves i ca 1/2 time som en stor klump, deles da ud i boller og hæver igen til dobbelt størrelse.
 
Bages ved 225 grader i ca 10 min.

 

Velbekomme

Køjemesterens kringle

Gammel opskrift der falder godt på tungen

 

2½ dl. mælk
125 gr. margarine (eller smør) der smeltes.
50 g. gær
3 top-spsk. melis
ca. 500 g. hvedemel
2 spsk rosiner
1 spsk citronolie
2 strøgede spsk. kardemomme

Hæves 3 kvarter og formes derefter som en kringle. Hæver yderliger 3 kvarter.
Bages i ovn ved 200 grader i ½ time.

Smøres med smør og drysses med alm. sukker og vanillesukker.

Køjemesterens vise

Tekst af Niels Jessen Anthonisen, Sønderho Gamle Fuglekøje.

 

Udi den gamle kiste,
som i fuglekøjen står,
det musene mon friste,
hvad indhold den formår.
De har den gennemgnavet,
hvis ej passes på,
at få den vel beslaget
og låget ligeså

Den indeholder føde
beregnet ej for mus,
nej, for en bedre grøde
der trives ej i hus,
som langtfra til os kommer
i efterårets tid,
den er fuglekøjens sommer,
dens vogters bedste tid.

Fra Finland ænder drager
i tusindvis herned,
dem dammen ret behager,
thi de ej bedre ved
end ligge der og svømme
og nyde livet sød,
dog derom de ej drømme,
at det bliver deres død.

Den køjemand han vender
ved kanalens munding bred,
hans ænder jo ham kender,
som lokket har herned
en sværm af vilde ænder,
derfor han også må
tre håndfuld byg dem sende
og derpå fremad gå.

Vildænder ham ej kender,
derfor de opad gå
imod kanalens ender,
hvor stille de mon stå;
thi garnet vil ej briste,
endskønt det prøves skal,
han må dem deraf vriste,
for at knække deres hals.

Den vise den er digtet
udi en ledig stund,
mens ænderne har ligget
og taget sig en blund.
Alt i naturen hviler
og alting er i ro,
den køjemand han smiler
og gør sin gerning tro.

Bort skal de gamle køjer,1
der Fanøs stolthed var,
vort land ej andre ejer,
derfor vi æren har.
Nu hen til andre lande
de ænder drage vil
og ej til vore strande,
de mere trække til.

Bedriften udi køjen 1
den gik fra slægt til slægt,
derfor som mindehøjen
vi på den lagde vægt.
Med et bedrøvet hjerte
vi den må lukke til,
det volder os stor smerte,
man os ej høre vil.

Som træet rank du står endnu,2
du gamle køjemand
og giver læ og værner
for dine, hvor du kan.
Men må engang du falde
for stormens tag tilsidst,
det er for dig at kalde
til større glæde hist.

Teksten er skrevet af Anthonisen i 1884.

Versene mærket 1) dog i forbindelse med at jagt i fuglekøjer blev forbudt i 1931
og verset mærket 2) blev skrevet af en af Anthonisens venner til hans 80 års fødselsdag.

Sangen kan synges på melodien til "Jeg lukked op min kiste", men melodien til "Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år" kan også bruges.

Hvordan Fuglekøjerne opstod, hvordan de blev drevet og om Køjernes endeligt er beskrevet af N.M.Kromann i 1933 i Fanøs Historie.
Lånt med tilladelse fra Bodil Kromann.

 

Fuglekøjerne.

Vi ved, at i den forhistoriske Tid var Danmark i det væsentlige en stor Skov, spættet med Søer og Moser. Her paa Vestkysten lyder Sagnet, at engang kunde en Spurv hoppe fra Gren til Gren fra Ribe til Varde. Vildtet var da tilstede i stor Mængde, og Menneskets Kamp for Tilværelsen nødvendiggjorde en Jagt paa disse Dyr, dels for at kunne skaffe sig Føde og Klæder, men vel ikke mindre for at kunne leve i Fred for Rovdyr. De Vaaben, vore Forfædre i længst forsvundne Dage benyttede sig af, var højst primitive: Slynge og Bue med Pilespidser af Flint var vel nok almindeligt, men ved Hjælp af Snarer, Net, Fælder og Faldgruber fangedes baade Fugle- og Dyrevildt. Net og Snarer har i umindelige Tider og lige op til Nutiden været benyttet som Fangstmidler paa Fanø, ved hvis Kyster Trækfuglene, særlig Vildænder og Vildgæs, slaar sig ned om Efteraaret paa deres Træk sydpaa. I den saakaldte Kong Valdemar Sejrs Jordebog er optaget, sikkert nok i Jagtøjemed, et Afsnit, der kaldes "Ølisten", en Fortegnelse over alle de mindre Øer med Angivelse af, hvad Vildt, der findes paa hvert Sted, og om der findes "hus", saaledes for Fanøs, Mandøs og Rømøs Vedkommende; dette Ords Betydning er vore Forskere ikke rigtig klar over. Dr. O. Nielsen oversætter det som Taarn, Borg eller Befæstning, medens andre mener, det er et Hus, hvor Kongen med sit Følge under Jagten kunde faa Nattely. Begge Opfattelser synes mig udmærket godt kan forenes. Det er jo ikke utænkeligt, at Kongerne, der ofte residerede i Ribe og derfra sejlede ud med Flaaden, har befæstet de yderste Punkter for Indsejlingen, nemlig Mandø og Fanø, der paa dette Tidspunkt laa hinanden nærmere, kun adskilt ved Ribe Aas Strøm gennem Vaderne, til Beskyttelse mod Fjender og Sørøvere; samtidig kunde en saadan Borg godt gøre Tjeneste som Jagtslot, hvad flere Forskere mener, er det rigtige.
I "Ølisten" findes angivet, at der paa Rømø, Sild, Før og Amrum, foruden at der er "hus", findes Harer, paa Amrum tillige Kaniner, medens der for Fanøs og Mandøs Vedkommende kun findes angivet "hus"; skal dette Ord saa forstaas at være et Jagtslot, kan de kongelige Jagter paa Fanø kun være gaaet ud paa Jagten efter Fuglevildt, af hvilket der i umindelige Tider og sikkert ogsaa den Gang har været rigeligt ved de nævnte Øer.*)
*) I Præsteindberetningen af 20. Avgust 1743 hedder det: "Af Fuglevildt er her en Del, men allermest af de, som opholder sig ved Vandet, thi ses i Efterhøsten paa Fjorden en stor Mængde af vilde Ænder og Gæs."

 

Læs mere...