logo
Danish

Tuesday 21st of November 2017

Hvordan Fuglekøjerne opstod, hvordan de blev drevet og om Køjernes endeligt er beskrevet af N.M.Kromann i 1933 i Fanøs Historie.
Lånt med tilladelse fra Bodil Kromann.

 

Fuglekøjerne.

Vi ved, at i den forhistoriske Tid var Danmark i det væsentlige en stor Skov, spættet med Søer og Moser. Her paa Vestkysten lyder Sagnet, at engang kunde en Spurv hoppe fra Gren til Gren fra Ribe til Varde. Vildtet var da tilstede i stor Mængde, og Menneskets Kamp for Tilværelsen nødvendiggjorde en Jagt paa disse Dyr, dels for at kunne skaffe sig Føde og Klæder, men vel ikke mindre for at kunne leve i Fred for Rovdyr. De Vaaben, vore Forfædre i længst forsvundne Dage benyttede sig af, var højst primitive: Slynge og Bue med Pilespidser af Flint var vel nok almindeligt, men ved Hjælp af Snarer, Net, Fælder og Faldgruber fangedes baade Fugle- og Dyrevildt. Net og Snarer har i umindelige Tider og lige op til Nutiden været benyttet som Fangstmidler paa Fanø, ved hvis Kyster Trækfuglene, særlig Vildænder og Vildgæs, slaar sig ned om Efteraaret paa deres Træk sydpaa. I den saakaldte Kong Valdemar Sejrs Jordebog er optaget, sikkert nok i Jagtøjemed, et Afsnit, der kaldes "Ølisten", en Fortegnelse over alle de mindre Øer med Angivelse af, hvad Vildt, der findes paa hvert Sted, og om der findes "hus", saaledes for Fanøs, Mandøs og Rømøs Vedkommende; dette Ords Betydning er vore Forskere ikke rigtig klar over. Dr. O. Nielsen oversætter det som Taarn, Borg eller Befæstning, medens andre mener, det er et Hus, hvor Kongen med sit Følge under Jagten kunde faa Nattely. Begge Opfattelser synes mig udmærket godt kan forenes. Det er jo ikke utænkeligt, at Kongerne, der ofte residerede i Ribe og derfra sejlede ud med Flaaden, har befæstet de yderste Punkter for Indsejlingen, nemlig Mandø og Fanø, der paa dette Tidspunkt laa hinanden nærmere, kun adskilt ved Ribe Aas Strøm gennem Vaderne, til Beskyttelse mod Fjender og Sørøvere; samtidig kunde en saadan Borg godt gøre Tjeneste som Jagtslot, hvad flere Forskere mener, er det rigtige.
I "Ølisten" findes angivet, at der paa Rømø, Sild, Før og Amrum, foruden at der er "hus", findes Harer, paa Amrum tillige Kaniner, medens der for Fanøs og Mandøs Vedkommende kun findes angivet "hus"; skal dette Ord saa forstaas at være et Jagtslot, kan de kongelige Jagter paa Fanø kun være gaaet ud paa Jagten efter Fuglevildt, af hvilket der i umindelige Tider og sikkert ogsaa den Gang har været rigeligt ved de nævnte Øer.*)
*) I Præsteindberetningen af 20. Avgust 1743 hedder det: "Af Fuglevildt er her en Del, men allermest af de, som opholder sig ved Vandet, thi ses i Efterhøsten paa Fjorden en stor Mængde af vilde Ænder og Gæs."

 

Paa hvad Maade Fangsten er sket, ved vi ikke, muligt ved Hjælp af Falke. Indtil Midten af det attende Aarhundrede blev Krudtvaabnene af Jægerne betragtet som "Djævelskab til stor Fordærvelse for Jagten, da Vildtet derved forjagedes". De ældste Beretninger, vi har om Jagten paa Trækfuglene, gaar ud paa, at de fangedes i Net af forskellige Slags. I 1756 er der Strid mellem to Mandøboere om Retten til at sætte "Røggers Garn" et bestemt Sted.  

 I tidligere omtalte Indberetning af 1791 fra Pastor O. T. Foss, Sønderho, hedder det om Fuglevildtet:


"Af Fjeder-Vildt er vel mange og mange Slags deraf (skjønt der fanges og skydes ikkun faa), saasom Vildænder, Regnspover, Smender, Brokfugle, Strandmaager foruden mange andre Arter og Slags ved Strandbredden, baade til Øster og ved Vesterhavet.
 Den bedste Fangstmaade tilforn var de saakaldie Røy-Gjæs Garn, som blev sat paa de forommeldte Sande eller Grunde: Trinden eller Kiel-Sandet. Disse Garn blev saa højt opstillede paa lange Stager, at de ej kom under Vandet ved daglig og sædvanlig Flod, men saaledes, at de alene hængte ved Vandet, og i de lange mørke Høstnætter i Stormvejr kunde det ske, at en Flok paa 10 i Tallet og derover kunde flyve og snart indvikle sig deri.
 Men naar  det var  lys Maane  eller klart Stjerneskin og godt Vejr, blev ingen fanget, thi da holdt Fuglene sig stille. Fjerene af disse var gode og til stor Fordel, og Kjødet spises af mange, som sparede en Slagt dermed i de Tider.
 Nu er denne Næring m. m. ikke mere. Nogle faa af de største Lodsejere, som ere hjemme om Høsten, har fundet paa at stille et Garn an i et Par Flodsteder her i Marken, kaldet Tues og Gjerlufs Dale, hvor der om Høsten plejer at staa noget Vand. Garnet eller Slagnettet er anstilt over Vandet, med et Tov fra hver Ende, den ene fæstet i Floden, og den anden paa Landet til et Hul eller Skjul, som de ligger i. Naar det nu er mørke Nætter, Stormvejr og Højvande, søger Fuglene i Flokketal ind paa Landet i disse Vandflode, og naar de kan naas med Garnet, kan Fangeren i et Øjeblik sænke det over dem, saaledes at faa af dem undslipper.
 Der kan saaledes i en mørk Nat undertiden fanges 20 a 30 Vildænder og Smænd, som er meget fede og delikate at spise og nyttige med deres Fjedre for dem, de fanges af. Men det er kun faa, der kan og tør driste sig til dette Arbejde, fordi der maa lides en stor Kulde og ligges en hel, lang og mørk Nat igennem i og ved Vandet uden at røre sig; derover er det og en Sjældenhed at faa nogle af disse Fugle til Købs."

 

Røjgæsgarn har været opstillet og brugt til Fangst indtil for ca. 30 Aar siden. Det var ikke helt fri for at være Dyrplageri at fange Gæs paa nævnte Maade, da Fuglene tidt hang halvdøde i Nettet i mange Timer; thi Ejeren eftersaa kun Garnet et Par Gange i Døgnet.
 Fangsten med Slagnet i Vandfloderne paa Heden eller mellem Klitterne standsede efter ældre Folks Fortælling, da Toldassistent Feerup i 1824 kom til Sønderho. Han var nemlig en vældig Jæger, der gerne strejfede om med Bøssen baade efter Hare- og Fuglevildt og ikke som Fanøboerne respekterede de enkelte Mænds formentlige Eneret til at fange Vildænder med Net, men brugte sin Bøsse, hvor han saa Vildt. Herved bortskræmmede han Ænderne fra Vandfloderne, hvor Slagnettet var opstillet. Da Feerup ikke kunde forbydes at drive Jagt med Bøsse, og en Henstilling til ham om at holde inde med Skydningen ikke frugtede, blev de, der fangede med Slagnet, nødt til at standse deres Fangstmaade; siden er denne Maade ikke bleven brugt, og Nettets Anvendelsesmaade er bleven glemt.

 Men de Hundrede Tusinder af Vildænder, der om Efteraaret trak sydpaa fra Rugepladserne paa Grønland, Island, Færøerne og det nordlige Norge og paa deres Træk slog sig ned i Bugten paa Fanøs Østkyst og forblev der et Døgn eller to, sjældent længere, for derefter at vige for et nyt Hold, lige saa talrigt, kunde nok friste til Spekulation over Fangst af disse lækre Fugle.


Dammen i en Fuglekøje

     

Nogle Mænd i Sønderho, Skibsfører Thomas J. Anthonisen, Gaardejerne Søren Larsen og Mads Sørensen anlagde derfor i  1866 en saakaldt Fuglekøje. Disse Fangstindretninger har været kendt paa de frisiske Øer, i Holland og Belgien samt i England langt tilbage i Tiden. Paa Føhr anlagdes den første Køje omkring 1713, i 1748 den anden, og den tredie anlagdes paa Vesterland-Føhr i 1766. Interessenterne faar 1768 Bevilling paa, at ingen Fuglekøje maa anlægges i dens Nærhed, og faar det tilgrænsende Omraade fredet "for Slagnetter, Skyden og Larmen, item Fiskeri og Natsyngen i de til Køjen førende Vande eller paa anden utilbørlig Maade de vilde Ænder at dræbe, de tæmmede Lokænder at adsprede eller dem i andre Tilfælde at være dadelig eller hinderlig i Fangsten" mod at erlægge 8 Rdl. Aarlig til Kongens Kasse. Aaret efter bliver der anlagt en Køje paa Sild ved List, siden flere og ligeledes paa Amrum. Anlægssummen for disse Køjer opgives at have været ca. 5000 Mark.

 Tyskland har for Tiden 11 Køjer i Brug med en  gennemsnitlig aarlig   Afkastning af omkring 40.000 Ænder; i Belgien er der 4 Køjer; England har  ikke færre en 21 Køjer, der dog alle er af mindre Dimensioner, og som kun giver omkring 500 Ænder aarlig hver, idet Englænderne kun driver deres Køjer som Sport og ikke som egentligt Erhverv. De fleste Køjer findes i Holland; her findes ikke færre end 145, hvoraf de fleste er fordelt over Provinserne Gelderland, Syd-Holland og Nord-Brabant. Det aarlige Gennem-snitsudbytte beregnes til ialt omkring 300.000 Ænder. Det er hovedsagelig Stokænder, Krikænder og Pibeænder, som fanges der.
Ænderne, der fanges, er belagt med en ikke ringe Beskatning, og der er bygget en hel Hermetik-Industri op med de fangne Ænder. Produktet gaar særlig til England, men ogsaa i Danmark kan findes hollandske hermetikbehandlede Ænder, der paa deres Træk sydpaa har passeret vort Land, hvor de jo ikke mere maa fanges, hvorom senere skal fortælles, og nu er vendt tilbage for at fortæres i en fordyret Tilstand - mærkelige Forhold!

Der findes nu paa Fanø 3 Fuglekøjer. Den ene ligger ved Albuebugten i Nordby Sogn og er anlagt omkring 1880 og kaldes almindelig Thyssens Køje, fordi Møller D. Thyssen i Nordby i sin Tid var virksom for dens Anlæg og til sin Død var stærkt økonomisk interesseret i den. Den anden, den i 1866 anlagte, ligger noget sydligere, og den tredie, anlagt i 1888, ligger i "Chresten Ibsens Sande" og er den sydligste, anlagt af Familien Knudsen i Sønderho. De to sidste ligger i Sønderho Sogn, alle paa Fanøs Østside paa et Engdrag bag høje Klitter og ganske tæt ved Havet, der paa denne Kyststrækning er meget lavt og dækker over flere Tusinde Tdr. Land Klæg- og Sandvader, som paa Ebbetiden, altsaa 2 Gange i Døgnet, ligger tørre. Paa disse Vader er der en rig Vegetation af Søplanter med Snegle, Orme, Aal og Smaafisk, der er udmærket Føde for Ænder og andre Svømme- og Vadefugle som Regnspover, Ryler, Strandpibere, Strandskader, Sandløbere, Bekkasiner, Maager og Terner og mange andre Smaafugle. Der er paa Ebbetiden en Travlhed og Liv uden Lige blandt disse forskelligartede Fugle; man hører de forskelligste Lyde, der næsten kan lyde, som var de harmonisk afstemte.

 Jeg har, skønt langt fra musikalsk indstillet, haft mange stille og fornøjelige Timer i dette store Øde, hvor der uden om  Fuglenes  Kalden, Fløjten og Snadren er en vidunderlig Stilhed, siddende paa   "Svendsbjerg", den højeste af Klitterne i Køjernes Nærhed, og skuet ud over Våderne med det da begyndende Esbjergs Fremkomst kirke i Baggrunden. Alle de mange Fugle har paa Ebbetiden i skøn Sammenblanding travlt med Furageringen; de kommer godt ud af det med hinanden, intet Slagsmaal forstyrrer Idyllen, hver passer sit – Maaltidet. Først naar Fuglene letter, slutter Individerne af samme Art sig sammen.
Menneskene kunde, om de vilde lære meget her om sand Kammeratskab.
 Med den stigende Flod forlader de store Flokke af Vildænder Vadehavet og Trækket til Køjerne begynder. 
 En Fuglekøje spænder over et Areal af ca. 4 Td. Land. Centrum dannes af en stor sekskantet, ca. 7000 Kvadratalen stor Dam, omgivet af Volde, der er beplantet med lave Buske. Paa hver af Dammens seks Hjørner løber der ind mellem høje Træer en bueformet, vandfyldt Kanal, hvis Længde i Krumningen er ca. 45 Meter, i lige Linie fra Begyndelsen til Spidsen ca. 33 Meter. Uden om Dammen og Kanalerne er der plantet Træer af mange Arter, ogsaa Frugttræer, der giver godt Udbytte, og Grænserne for hele Anlæget er høje Volde med dybe Grøfter udenom for at skærme det for løsgaaende Kreaturer og skaffe mest mulig Ro og Naturstilhed i Dammen. Vandets Dybde i Dammen er 1 a 1½ Meter med Tilløb af frisk, fersk Vand efter Behov. Kanalerne, der er dækket med Traadvæv, løber spids ud og ender i en Ruse, hvori Ænderne havner som Fanger, drevne eller lokkede derop af Fangemesteren.

·

 


Kanal med Skærmene.

Langs Kanalernes ene Side gaar en lav Vold, og paa den anden Side, begyndende ca. 1 Meter fra Dammen, er der skraat opstillede Rørskærme, der danner Kulisser, saa høje, at de fuldkommen kan skjule Fangemesteren.
Træernes Kroner og Grene gaar ud over Skærmene, saa at Fangemesteren ogsaa kan færdes uset fra Luften eller af Ænderne i Dammen, ligesom han ogsaa kan færdes fra og til sit lille Pavlun, hvor han opholder sig mellem Fange-tiderne, uden at blive set af Ænderne.
·For at Fangsten skal lykkes, ved at de vilde Ænder lokkes fra Dammen op i Kanalerne, maa Fangemesteren have Hjælp af Trækender og Lokkeænder. Til dette Øjemed maa der hvert Aar i Fangetidens Begyndelse i Avgust Maaned indfanges en Del Ænder, der i et Antal af 150 a 200 Individer anbringes i "Tæmmerum"; det er smaa straatækkede Huse med Lys fra oven, opstillet mellem Træerne et Stykke fra Dammen. En lille Dam findes i Tæmmerummet, og her vænnes Ænderne til at æde Byg, til en Begyndelse først, naar de er godt sultne, siden med Begærlighed. Naar det antages, at de - efter ca. 3 Ugers Forløb er færdige med Dressuren, mærkes de med Huller i Tæernes Svømmehud. Hver Køje i Danmark og i Udlandet har sit eget bestemte Mærke, hvormed Lokkeænderne mærkes, og Ejendomsretten til disse respekteres af enhver Køje, saa at, hvis det sker, en fremmed Lokkeand, efter at de stækkede Vinger efter Fældningen er vokset ud, er fløjet og kommer i en anden Køje, bliver den ikke indfanget og dræbt, men sluppet fri; den betragtes som Tabu. De tæmmede Ænder, der samtidig stækkes, slippes nu ud i Dammen, hvor de fremdeles daglig fodres med Byg - en Køje bruger 50 a 70 Tdr. Byg af bedste Sort til dette Øjemed aarlig - og næsten lærer Køjemanden at kende. Ved en svag, bestemt lille Fløjtetone fra Fangemesteren, naar Lokkeænderne skal fodres, møder alle ved Dammens og Kanalernes Bredder og faa'r deres daglige Maaltid. Fangemesteren er nu naaet saa vidt i sin Dressur, at der kan tænkes paa Fangst. Han maa forøvrigt selv være dresseret og oplært til sit Arbejde, som kræver en rolig, taalmodig og besindig Mand, der ligesom er Lokkeændernes Fortrolige; men da Ænderne har en fin Lugtesans og er meget mistænkelige for en fremmed Lyd, maa han passe altid at være iført samme Klædedragt lige fra Filtskoene til sin lodne Kabuds. Denne Klædning ifører han sig hver Dag ved sin Ankomst til Køjen, og den bliver aldrig brugt uden for denne. –

Han maa bevæge sig lydløst og sikkert og passe paa, at han ikke skræmmer andre Fugle eller Dyr, ·der ·opholder ·sig ·i ·eller ·ved Køjen; skulde dette ·ske, ·kan ·de ·ved ·deres ·Advarselsskrig ·eller ·Flugt faa hele den fremmede Andeflok i Dammen til at lette ·og forsvinde. Han medfører altid et Stenkrus, hvori ·er lagt ·nogle ··Gløder ·af ·en ·bestemt ·og ·ensartet ·Slags ·Tørv, ·hvis ·Røg skal bevirke, at Ænderne ikke kan lugte ham. I tidligere Tid indførtes til dette Brug Tørvene fra Holland; men danske Tørv kan dog ogsaa bruges og har været brugt i mange Aar.

·Mange af Lokkeænderne overvintrer i Køjen og bliver det paafølgende Aar ligesom mange af de i Sæsonens første Tid fangede og dresserede Lokkeænder, hvis Svingfjer er vokset ud anvendt som Trækænder - en lille Forfremmelse fra at være Lokkeænder. Trækænderne, der er fuldt fortrolige med alt, hvad der foregaar i og uden for Køjen og er kendt med det gode Madsted paa Vaderne i Ebbetiden, samles derude som frie Fugle med deres Kammerater, der er paa Rejse fra det høje Nord til de talrige Smaasøer i Europas sydlige Egne. Naar saa de store Andeflokke ved Flodens Ankomst letter og kredser lidt vildfarende og sky ind over Landet, agerer Trækænderne Anførere og leder dem op i de skovkransede, idylliske Damme, der ligger saa lokkende, fredelige og skærmende i Fuglekøjernes Centrum, og hvor en hel Flok af Kammerater - de stationære Lokkeænder - svømmer sorgløse omkring. Her kan ingen Fare øjnes; der slaas et Par Sving i Luften hen over Dammen, og med Susen og Brusen kaster de sig ned i det fredelige lille Vandhul, hvor de kan ligge lunt for Vinden - budt Velkommen af Lokkeænderne. De aner ikke, at Fangemesteren har ventet paa deres ·Komme og fra sit Skjul har frydet sig over deres Sving i Luften ·og nu med begærlige Øjne fryder sig til en god Fangst fra den ·med Ænder overfyldte Dam. Er der nu bleven Ro i Dammen, kommer Fangemesteren forsigtig frem; skjult af Træerne og Jordvoldene, og kamoufleret af Tørverøgen gaar han lydløst til sin Mordergerning bag Rørskærmene, hvorfra han, selv uset og ubemærket, kan kigge ud i Dammen. Han har nemlig til Fangsten valgt den Kanal, der gaar ud i Dammen mod Vinden. Ganske stille kaster han nu Byg ud i Kanalen fra sit Skjul bag Skærmene til Lokkeænderne, der strækker Hals efter det lækre Byg og efterfølges af en Flok af de fremmede Ænder, der intet ondt aner. Han gaar saaledes fra den ene Skærm bagom til den anden op mod Kanalens Spids.
Naar ·hele ·Flokken ·er ·kommet op ·i ·den ·med ·Traadvæv ·overdækkede Kanal, ·gaar ·han ·stille ·bag ·om den ·imellem ·den ·og ·Friheden ·i Dammen og stikker ·kun ·Haanden ·frem ·fra ·Skærmen. Det er nok til, at Flokken af vilde Ænder flygter op i Rusen foran Kanalens Spids, mens mange ·af ·de ·gamle ·Lokkeænder stille ··vender ·tilbage ·til ·Dammen deres Forræderi er endt. Nogle af dem følger med i Rusen og bliver selvfølgelig sluppen fri, naar Fangsten, der udgør fra enkelte Individer indtil et halvt Hundrede Stykker, efterses. Ænderne gaar næsten altid tavse i Graven; og Fangningen er da sket saa lydløst, at hele Flokken, der ligger i Dammen, intet ondt aner. Fangsten bestaar mest af Krikænder, Spidsænder (paa Fanø kaldet Graafugle) og Pibeænder (paa Fanø kaldet Smænd); enkelte Moseænder (paa Fanø kaldet Rødben) kan ogsaa fanges, men deres Tilstedeværelse, trods Størrelse og Velsmag, ønskes ikke gerne, da de skriger op ved den mindste Forskrækkelse og forstyrrer Roen for alle de andre Ænder, og ··volder tidt megen Fortræd. Tilbage er nu Aflivningsmaaden af de fangne Ænder. Denne er - paa Trods af de misundelige Jægeres kolporterede usandfærdige Paastande derom - i Sandhed human, hurtig og smertefri. Her som ved alt Arbejde gælder det, at "Øvelse gør Mester". En uøvet Mand faar heller aldrig Lov at besørge dette Arbejde; det udføres altid kun af den erfarne Fangemester, der forsigtig, men med et rask Tag, griber Anden med venstre Haand og med højre Haand om Halsen paa Fuglen svinger Kroppen i et nu "en halv Tørn" rundt; derved knækkes Halsen, og uden mærkbare Lidelser er Dyret øjeblikkelig dræbt. Jeg har engang overværet Dræbningen af over 300 Ænder. Ikke en eneste gav en Lyd fra sig, og ikke en gjorde den mindste Bevægelse, efter at Halsen var knækket paa den.

·Ænderne lægges nu hen til Afkøling, og Dagen efter ekspederes de til Hotellerne og Vildthandlerne.
Den største Part, der fanges - ca. 90 pCt. - ·er de smaa, lækre Krikænder. Saaledes fangedes der i 1895 i Sønderho-Køjerne:

···Køjen af 1866: 3914 Krikænder, 569 Spidsænder, 111 Pibeænder og 111 Stokænder.

···Køjen af 1888: 3857 Krikænder, 249 Spidsænder, 19 Pibeænder og 57 Stokænder.

·Forholdet mellem de fangede Arter er omtrent ens hvert Aar; en større Forskel kan indtræde, efter som Forholdet er mellem de forskellige Arter af Lokkeænder. Krikænder er altid de første, der ·fanges i nyanlagteKøjer, mens de andre Arter næsten al-drig fanges, førend ·Køjen er ·tætbevokset. Dykænder besøger ogsaa Køjerne, men dykker ·altid ·bort ·ud i Dammen. Derimod fanges aarlig nogle Bekkasiner og enkelte sjældnere Arter af Vildænder; de sidste sælges eller skænkes altid bort til zoologiske haver eller samlinger.
Vildgæs slaar sig ikke ned i Dammen, og Rovfugle generer aldrig Driften. Sker det, at en And dør og bliver liggende, og en Havmaage opdager dette, bliver den ved at slaa ned paa den; andre Maager følger Eksemplet, og Fangsten er ødelagt den Dag.


Fangstmesteren giver en fremmed Trækand Friheden
·

···Lækattene gør stundom ikke saa lidt Skade. Værre er dog en ·almindelig Kat, hvis den slaar sig ned i Køjen og gaar paa Jagt efter Sangfuglene, der bygger Reder i Træernes Kroner; viser den sig ved Dammen, er Fangsten ogsaa ødelagt. Fangemesteren har derfor altid opstillet Fælder, hvori han fanger Katte og Lækatte. Ildere, Maare og Ræve findes ikke paa Fanø. Lækattene er - noget ubetænksomt -indført paa Øen for over 30 Aar siden for at skulle udrydde Spidsmus og Vandrotter, der gjorde stor Skade paa Kornavlen og Marehalmens Vækst i Klitterne.
··Fangsttiden begynder, naar Trækket indtræder. Det sker omkring 20. Avgust, og der fanges kun om Dagen paa det Tidspunkt, der er Højvande. Vejret skal helst være tørt og blæsende; i stille Vejr og paa Regnvejrsdage fanges intet. September Maaned pejer at være den bedste Fangetid. Naar Frosten indtræder, er den forbi, ellers kan der fanges til hen midt i December. Trækket til Køjerne er uopløseligt knyttet til Floden og sker ikke for at skaffe Føde. Ænderne er nærmest overmætte naar de slaar sig ned i Køjen. De kommer der for at dase og hvile og navnlig drikke fersk Vand; men er forøvrigt ivrigt beskæftiget med at gnubbe, vaske og pille sig og befri sig for muligt Utøj. Græsset og Trærødderne, der ·skyder ·ud ·i Kanterne af Dammen, agerer "Kløpinde", som det aabne Hav mangler.- ····Omkostningerne ved Anlæget af en Fuglekøje er ikke ringe. Med Datidens lave Arbejdslønninger, billigere Materialer og den danske Krones fulde Købeevne kostede Køjen af 1866 ca.8.500 Kr. at anlægge, og Køjen af 1888, der er noget mindre med Hensyn til Arealet og Beplantningen omkring Dammen, mens denne er større end i den førstnævnte, har kostet noget mere. De aarlige Driftsomkostninger ligger omkring 1000 Kr. Køjen af 1880 (Thyssens Køje) har været noget dyrere at anlægge. Der maa ved Anlæget ogsaa regnes med, at Udbyttet af Køjerne i de første 4 a 5 Aar ikke dækker Renterne af Anlægssummen eller Drifts-omkostningerne. Udbyttet er i det hele taget højst forskelligt, og det ene Aar er ikke det andet ligt.
··Udbyttet aarligt har varieret fra 0 til 53 pCt., og Antallet af de fangne Ænder kan for alle 3 Køjers Vedkommende sættes til ca.10.000 Stk. aarlig.
·N. J. Anthonisen, der i 31 Aar var Fangemester i Køjen af 1866, har i den Tid fanget over 110.000 Ænder.

··Antallet af de Vildænder, der under Trækket sydpaa slaar sig ned i Bugten ved Fanøs Østkyst, er uhyre. Distriktslæge Rambusch i Sjørup har engang overværet Fangningen i Køjen af 1866 og ved samme Lejlighed overværet Trækket fra "Svends bjerg". Han anslaar en enkelt Flok Ænder til at tælle mindst 100.000 Individer; og jeg har rnange Gange været Vidne til, at naar alle Flokkene, der laa paa en Strækning fra Næsset i Nord indtil omtrent ved Sønderho, en Strækning paa omtrent 8 Kilometer, lettede, blev Himlen ligesom formørket. Deres Antal maa have været flere Hundrede Tusinde. Ikke saa sært, at driftige Mænd spekulerede paa at udnytte denne Rigdomskilde og indfange Fuglene mere rationelt og i større Mængder end hidtil sket i Fuglekøjerne. Fabrikant S. M. Kromann, Sønnen M. H. Kromann, Snedker N. S. Jensen i Sønderho og Gaardejer Jens Nørby i Nordby spekulerede herpaa i mange Aar. Det var ·deres ·Agt ·at ·anlægge ·en ·Køie ·med ·Dam, ·hvorover ·der kunde slaas ·Garn, ·saa ·at ·alle ·de ·i ·Køjen ·værende ·Ænder ·var fanget. ·Efter ·Anlæg ·af ·et ·Par ·Forsøgskøjer blev der ·under Navnet af "Terndals Patent-Køje" (Opfindelsen var nemlig patenteret) sidst ·i ·1890erne ·anlagt en ·Køje ·Nord ·for ·"Thyssens Køje" efter ·det nye ·System, ·der ·virkelig viste sig at være fortrinlig med Hensyn til Fangstmaaden, idet der mange Gange i et Slag blev fanget mellem 200 a 350 Ænder. Fejlen ved Systemet var, at der efter en Fangstdag skulde hengaa nogle Dage, inden der kunde fanges igen, da nemlig alle i Dammen værende Ænder blev fanget, og det daglige Træk var derved blevet forstyrret for nogle Dage. Køjen havde som en Følge af alle de mange gjorte Forsøg og Eksperimenter kostet over 16.000 Kr. Der skulde endnu indvindes nogle Erfaringer for, at Systemet vilde være helt fuldkomment, og det mente de to unge Mennesker, Jensen og M. Kromann, ikke at kunne afvente, hvorfor de rejste til Amerika. Køjen blev endnu drevet et Par Aar, men maatte saa nedlægges. Og nu er alle Køjer ved Lovforbud nedlagt - ·"en Saga blott".

··Jeg kan derfor ikke slutte denne Skildring af Fuglefangst gennem snart 70 Aar i Køjer, der i Danmark - og som siden 1892 ved Lov har været beskyttet og fredet - kun har fundet Sted paa Fanø, uden at udtale min dybeste Beklagelse over den - næsten brutale - Haardhed og Ubarmhjertighed, hvormed den danske Rigsdag ved en Lov har vedtaget, at disse Køjer skulde nedlægges til stort Tab for mange Smaakaarsfolk, der paa Fanø havde en betydelig Biindtægt deraf. Der var almindelig Sorg paa Fanø i vist ethvert Hjem, da det kom til Beboernes Kundskab, at Loven om Nedlæggelsen var vedtaget. Og hvad der er det brutale ved Sagen er, at Vedtagelsen skete uden Erstatning til Ejerne. Det staar for min og manges Bevidsthed, at her er sket noget grundlovsstridigt. Ministeren holdt paa under Forhandlingerne i Rigsdagen, at der forelaa en international Aftale om Beskyttelse af Fuglevildtet; og et Led heri var Nedlæggelsen af Fuglekøjerne, som man mente (bundet af det rene Ukendskab til stedlige og virkelige Forhold) ødelagde Bestanden. Jeg tør paastaa, at Fangsten ikke androg 1 pro mille af de forbitrækkende Fugle! At den sande Grund ikke ligger i Ministerens Udtalelser beviser, at der siden (det er nu over 3 Aar siden) ikke er bleven nedlagt en eneste Køje i Udlandet hvor man absolut ikke tænker paa at forbyde denne Fangstmaade. Hvorfor saa standse de nordligste Køjer og drive hele Trækket over i de nærliggende tyske Køjer?

Den gamle 80 aarige Fangemester N. J. Anthonisen, Søn af Medanlæggeren ·af ·Køjen ·af ·1866, kunde heller ikke fatte dette; og hans dybe Vemod giver sig Udtryk i et lille Vers, han skrev i den Anledning:

·

Bedriften ude i Køjen,
den gik fra Slægt til Slægt.
Derfor som Mindehøjen
vi paa den lægger Vægt
Med et bedrøvet Hjerte
Vi den maa lukke til.
Ja, det os volder Smerte,
man os ej høre vil.-
·

·Fangemestre

·

·



·

·Det skal lige anføres, at Ornitologerne, navnlig Adjunkt P. Skovgaard i Viborg, i mange Aar har været paa Fanø og ringmærket Ænder - og forøvrigt ogsaa Maager - der er fanget i Køjerne for derved at bestemme deres Liv og Færden.
·Paa firbenet Vildt har Fanø altid været fattig; kun Harer har været af Betydning. Det ses dog, at der af og til har været Ræve paa Øen. De er kommen derover paa Isen og har til Tider huseret ret slemt. I Præsteindberetningen af 20. Avgust 1743 omtales, at "en Del Ræve findes her og er lige saa skadelig og mere for Faarene og særdeles for Lammene, som Ulvene er paa Fastlandet." Og i Pastor O. T. Foss' Beskrivelse af Sønderho Sogn 1791 hedder det:
····"Af vilde Dyr i Sognet er ingen uden alene Ræve og Harer, hvilke første ofte i Bjergene, hvor de have deres Grave, sønderrive de smaa Lam, hvorfor ogsaa nogle af begge Sogne paa Øen lister sig til at skyde dem, og naar de kan bringe det højre Øre af en Ræv til Sognefogden, faar de foruden Skindet 3 Mk. dansk af Sognets Kasse.
····Af det sidste Slags er kun faa, og sjælden er de at faa; ventelig Ræven delikaterer sig ofte med Harekillingerne."

·I 1804 huserer Rævene endnu.
····Den 24. Marts 1804 meddeler Birkedommer Nørup Stiftamts mand Molkte i Ribe, at Fanø "overalt er meget plaget med Ræve, som ødelægger Beboernes Faar, Lam og andre Smaakreaturer, saa begge Sogne har i Sinde ved en Klapjagt en af Dagene, mens Mandskabet er hjemme, at fordrive og ødelægge saa mange deraf som muligt, men forinden finder jeg det Pligt at indhente og dertil udbede Deres Højvelbaarne høj gunstige bifaldende Resolution."

·Herimod har Stiftamtmanden intet at indvende, og Dagen for Klapjagtens Udførelse bestemtes til 3die Paaskedag.
·Hvad Udbytte Jagten har givet, meddeles intet om, men at Rævene ikke er blevet helt udryddet ved denne Lejlighed ses af et Brev, Birkedommeren sender Stiftamtmanden under 28. September s. A., hvori han bl.a. skriver: "Rygtet havde allerede glædet mig og hele Øen med, at Deres Højvelbaarenhed (vi haaber med høje Familie) ville beære os med Deltagelse i en Rævejagt dette Efteraar. De være hjertelig velkommen! Sidst i Oktober eller først i November, naar Bælgen af Ræven vorder duelig og Vejret til Maade godt, formoder jeg er den bekvemmende Tid, da ogsaa en Del af vore Folk kan være hjemme og bruges sorn Klappere.
···Til dette at foranstalte udbeder jeg forud Deres Højvelbaarenheds Befalinger.
···Her er en stor Mængde Ræve, og de har i Aar gjort megen Skade."
···Jagten fandt Sted 29. og 30. Oktober, ved hvilken Lejlighed Stiftamtmanden var mødt med 11 Personer, 1 Hest og 3 Hunde. At det har været en stor Dag for saavel de inviterede Jagtherrer og Birkedommeren m. fl., ses af et Brev fra Birkedommeren til Stiftamtmanden af 26. November, hvori det hedder: "At Deres Højvelbaarenhed med resp. Følge maatte finde saa megen Behag og Morskab i den foranstaltede Jagt, som Tid og Omstændigheder kunde gøre muligt, var ene Dhrr. Jacobsen og Thomsens (Købmand, Færgeriejer og Kroholder Niels Jacobsen, Nordby, og Skibsreder Peder Thomsen, Sønderho) og mine Ønskers Maal."
···Det er imidlertid ikke lykkedes at faa Rævene udryddet, thi i Juli 1806 forhandler Sognefogderne og Birkedommeren om en Vedtægt angaaende Rævenes Udryddelse mod Betaling af Præmier derfor. "Skal Rævene saavidt muligt udryddes, maa Ødelæggelsen formentlig øves paa deres Afkom, nemlig Ungerne, medens disse er smaa og i Opvækst, hvorved man ogsaa ofte lettere træffer de gamle, men alt dette ved vi er til Tider, da Skindet ikke duer til noget.

····Skulde det nu lønnes ligesaa godt, naar Skindet duer som når ikke, saa vil faa eller ingen umage sig alvorligt for at ·dræbe ·i ·den ·Tid, ··Skindet ··ikke ··duer, ·men ·bie ·til ·den ·Tid, ·at ·baade ·Skind ·og ·Præmier lønner ··hvilket ···da ···ikke ···vil ··være ··klækkeligt nok til med Force at formindske og øde dette Landet saa skadelige Utøj", skriver Birkedommeren til Sognefogderne.
···7 Aar efter, i September 1813, afholdes paany en Klapjagt, hvori deltog Stiftamtmand Koefoed, Ribe, og Kammerjunker Teilmann paa Kjærgaard, og hvortil var tilsagt 20 Mand fra Sønderho og 30 fra Nordby til som Klappere at deltage i Jagten.
···Det synes saaledes at have været vanskeligt at faa Pelsen af Mikkel.
···Siden den Tid har der af og til været en enkelt Ræv, der i strænge Vintre har vovet sig over Isen til Øen, men den er hurtig bleven skudt. -
··Det skal og nævnes her, at der midt paa Fanø inde i Statsplantagen findes en mægtig Maagekoloni, hvor mange Hundrede Maager lægger deres Æg i ret tarvelige Reder. Det første Kuld Æg maa indsamles indtil 25. Maj. De store Unger kan let fanges med Hænderne og smager fortræffeligt, naar de tages, inden de er flyvefærdige. Ungerne løber omkring endnu i den Tid om Sommeren, da Øen gæstes af Turister og Badegæster. Maagekolonien og Fuglekøjen har alle Tider været interessante Udflugtssteder. Endnu skal nævnes Gravænderne, der ruger i Huller indgravet i Diger og Skrænter. I de yderste Ejendomme i Byen, hvor der om Haverne var Diger, var der forhen gravet saadanne Huller, hvor Gravænderne kom og lagde deres Æg. Her kunde Ejeren saa tage Æg, ligesom man tager Æg fra Hønsene, som Regel et Par Snese, forinden man lod Ænderne beholde et Antal af 13 til Udrugning. Æggene er større end Hønseæg og ret velsmagende. Nu ruger kun nogle enkelte Par af denne smukke Fugl paa Fanø. Kødet er nærmest uspiseligt.Den Mængde Kaniner, der findes, er forvildede. De er i sin Tid undsluppen og har nu formeret sig i en uhyggelig Grad. Der drives derfor en ivrig Jagt paa dem, ligesom de ogsaa fanges i Fælder og ved Hjælp af Fritter.

I Statsplantagen er der for nogle Aar siden udsat Fasaner, der trives og formerer sig godt. Ligeledes er der udsat Agerhøns, hvilke ikke fandtes i tidligere Tider.

·

·- SLUT -